Fredag d. 10. juni 2016

 

Efter moden overvejelse, har vi besluttet at efterår 2016 – bliver firmaet Rudi og Harald Nielsen’s sidste sæson.

 

Vi har haft mange spændende og dejlige år. Firmaet startede jo i 1971 og vi kan se tilbage på rigtig mange rejser til vores elskede Italien, samt mange messer i Danmark og resten af Skandinavien. I al den tid, har vi mødt utrolig mange dejlige og dygtige mennesker.

 

Firmaet har overlevet de sejeste krisetider, og styrer også gennem denne seneste, dog ikke med det ønskede udfald.

Vi ser fremtiden for detail som ændret og i ændring, og vi passer ikke ind i denne nye arbejdsform. Vores type virksomhed er old-fashion, for det er sådan vi kan lide det. Men de mange meromkostninger der er tilkommet os, som mellemled, står ikke længere mål med vores koncept.

 

Vi træder ud af branchen, med oprejst pande. Set henover firmaets levetid, har vi haft stor succes.

Byggede vi et Babelstårn, af alle vores solgte tasker – ja så tror, at vi ville nå himmelen.

 

I praksis:

Alle indeværende ordrer for efteråret 2016, vil blive leveret som planlagt.

Til august deltager vi på Formlandmessen i Herning og på Norges Varemesse i Lillestrøm.

Her udstiller vi vores kollektion AW16, vores ”afskedskollektion”. Vi vil også vise tilbud på eksisterende lager.

D. 1. januar 2017, lukker vi.

 

Personale:

Vi har jordens bedste personale! Og nu bliver vores gode og stabile lagermand Teddy, altså ledig til at arbejde et nyt sted. Ligeledes Trine, vores super vellidte tornado i Jylland.

 

Vi glæder os til denne sidste sæson. Vi er glade for vores beslutning, og vi vil gerne snakke med alle vores kunder og samarbejdspartnere herom. Derfor er vi også glade for, at vi har en hel sæson til at gøre det i.

 

Tak for alle de søde smil vi fik, tak for ros og ris, sparring og inputs.

Tak for de hyggelige stunder i showroom, på messer og i jeres butikker.

 

Vi efterlader jer med et kæmpe kram, og et ønske om al godt fremover.

 

De bedste hilsner

Heidi Madsen

 

Kontor / Office: Rosenkaeret 41 - dk-2860  Soeborg   -  ph.: +45 3966 1414  -                   -  email:  info<AD>rudiogharald.dk